Sådan får I bevilliget udsat skolestart
For at få bevilliget udsat skolestart skal der laves en individuel vurdering af jeres barn. Denne vurdering skal begrundes i barnets udvikling. Der findes ikke centralt fastsatte retningslinjer for, hvordan vurderingen foretages. Vurderingen sker i samarbejde mellem jer som forældre, jeres barns dagtilbud og ledelsen på den kommende skole.
Kontakt dagtilbuddet
Det er lederen af jeres barns dagtilbud, der styrer samarbejdet og håndterer ansøgningsprocessen samt vurderingen af barnets udvikling. Ønsker I at udskyde jeres barns skolestart, skal I derfor kontakte jeres barns dagtilbud.
Det er dagtilbudslederen, der efterfølgende sender et ansøgningsskema samt vurdering til Center for Børn og Læring. Fristen for indsendelse af ansøgning om skoleudsættelse er d. 15. december året inden den ordinære undervisningspligt indtræder.
