Privat vandforsyning
Der er en del ejendomme i Stevns Kommune, der har privat vandforsyning og det er ejerens ansvar at holde øje med vandkvaliteten.
Ifølge drikkevandsbekendtgørelsen er en privat vandforsyning til én enkelt husstand, som anvender mindre end 10 m3 vand pr. dag, ikke underlagt obligatorisk kontrol af vandkvaliteten. Det anbefales at vandet kontrolleres ved en forenklet kontrol minimum hvert femte år. En forenklet kontrol kan fortælle om vandet er forurenet med bakterier.
Ejeren af brønden eller boringen skal selv betale omkostninger til prøvetagning og analyse
Ikke-almen vandforsyning
Ifølge drikkevandsbekendtgørelsen skal ikke-almene vandforsyninger kontrollere vandet ved en forenklet kontrol. En forenklet kontrol giver et praj om, om vandet er forurenet med bakterier.
I Stevns Kommune skal ikke-almene vandforsyninger kontrollere vandkvaliteten hvert 2. år.
Forurening af drikkevand
Der er mange miljøfremmede stoffer, der kan forurene vandet. Brønde på gårdspladser er ofte forurenet med sprøjtemidler (pesticider), og måske er der nogen, der har spildt olie i nærheden. Det er derfor en god idé, at få analyseret vandet for organiske mikroforureninger.
Hvis dit vand er forurenet skal du forbedre vandkvaliteten. Hvis du ikke kan eller vil forbedre vandkvaliteten har du mulighed for at få vand fra et vandværk. Tilsluttes din ejendom vandværket skal din brønd/boring sløjfes.
