Nye regler for kontanthjælp

De nye regler træder i kraft fra den 1. juli 2025.

Reglerne for kontanthjælp bliver forenklet.

Her på siden får du overblik over, hvad reglerne betyder for dig som kontanthjælpsmodtager.

Fire satser

Kontanthjælpen bliver inddelt i fire satser, som udbetales en gang om måneden.

Din situation afgør, hvilken sats, du modtager

Grundsatsen udgør 7.205 kr.

Du får som udgangspunkt grundsats, hvis du er mellem 18 og 29 år og opfylder opholdsholdskravet.

I nogle tilfælde skal du dog også opfylde beskæftigelseskravet for at være berettiget til grundsatsen:

  • Hvis du er indrejst i Riget (Danmark, Grønland eller Færøerne) efter den 2. april 1968, eller 
  • Hvis du har været udrejst i mere end 12 måneder sammenlagt inden for de seneste 10 år.

Læs om opholds- og beskæftigelseskravene her

Den forhøjede sats udgør 12.498 kr.

Du får forhøjet sats, hvis du er fyldt 30 år og opfylder opholds- og beskæftigelseskravet.

Hvis du er mellem 25 og 29 år, skal du opfylde beskæftigelseskravet for at få forhøjet sats.

Læs om opholds- og beskæftigelseskravene her

Satsen til hjemmeboende udgør 2.925 kr.

Du får en sats som hjemmeboende, hvis du er mellem 18 og 29 år og bor hos én eller begge dine forældre.

Mindstesatsen udgør 6.789 kr.

Du får mindstesats, hvis du ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet.

Læs om opholds- og beskæftigelseskravene her

Tillæg til kontanthjælp

Du kan få tillæg til din kontanthjælp, hvis du opfylder kravene for de forskellige tillæg.

Du kan få 2.784 kroner i børnetillæg, hvis du har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn.

Det er ikke et krav, at dine børn har bopæl på din adresse, men det er et krav, at de opholder sig i Riget (Danmark, Grønland eller Færøerne).

I to tilfælde er du dog undtaget reglen om, at dine børn skal opholde sig i Riget:

  1. Hvis du er EU/EØS-borger og er berettiget til børnetillæg efter EU-retten.
  2. Hvis du er omfattet af bilaterale overenskomster.

Du kan få 1.638 kroner i tillæg, hvis du opfylder alle følgende kriterier:

  • Du er enlig forsørger.
  • Du har ret til mindstesats eller grundsats.
  • Du har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn, som har bopæl på din adresse.

Hvis dit barn er anbragt, kan du også have ret til tillæg som enlig forsørger.

Du kan få 1.092 kroner i tillæg, hvis du har ret til grundsats eller forhøjet sats, og hvis du ikke har forsørgelsespligt.

Du kan få særligt ungetillæg, hvis du opfylder følgende kriterier:

  • Du er under 30 år
  • Jobcentret har vurderet dig aktivitetsparat
  • Du modtager kontanthjælp på grundsats eller som hjemmeboende

Ungetillæggets størrelse afhænger af din alder, og om du har forsørgelsespligt:

  • Ikke-forsørger under 25 år: 1.036 kroner
  • Ikke-forsørger mellem 25 og 29 år: 2.590 kroner
  • 18-29 år med forsørgelsespligt: 2.590 kroner

Du kan få midlertidigt tilpasningstillæg på 2000 kroner pr. måned i perioden fra den 1. juli 2025 og i op til to år. Tilpasningstillægget kræver, at du opfylder følgende kriterier:

  • Du er under 30 år.
  • Du har tidligere modtaget uddannelseshjælp med aktivitetstillæg, kontanthjælp eller uddannelseshjælp med sats grundet psykisk lidelse i juni 2025.
  • Du vil modtage kontanthjælp på grundsats, eller du modtager kontanthjælp som hjemmeboende i juli 2025.
  • Du har en indtægtsnedgang på minimum 2.000 kroner på baggrund af overgangen til din nye kontanthjælpssats den 1. juli 2025.

Du vil ikke være berettiget til midlertidigt tilpasningstillæg, hvis din nedgang i ydelsen fra juni til juli 2025 skyldes ændring i din civilstand, samlivsstatus, forsørgerstatus eller visitationskategori.

Hvis du først har modtaget midlertidigt tilpasningstillæg i juli måned 2025 og senere stopper på kontanthjælp, kan du også modtage det midlertidige tilpasningstillæg, hvis du igen, inden 30. juni 2027, ansøger om kontanthjælp. Dette gælder dog kun, hvis du i øvrigt opfylder betingelserne for det midlertidige tilpasningstillæg.

Værd at vide om de nye kontanthjælpsregler

De nye kontanthjælpsregler medfører en række ændringer, som du får overblik over her.

Nye formuegrænser:

  • 15.000 kr. hvis du er ugift.
  • 30.000 kr. hvis du er gift.

Opholdskravet

Opholdskravet kræver, at du har haft ophold i Riget (Danmark, Grønland eller Færøerne) i 9 ud af de seneste 10 år.

Opholdskravet gælder alle borgere, der er indrejst efter 2. april 1968.

Hvordan tælles opholdskravet?

Vi tæller de perioder, hvor du har haft folkeregisteradresse her i riget (Danmark, Færøerne og Grønland), medmindre særlige grunde fører til et andet resultat. Det kan for eksempel være, hvis du ikke har frameldt dig en adresse, du ikke længere bor på.

Hvis du f.eks. har været på ferie eller forretningsrejse i udlandet, tæller turene alligevel som ophold i riget, hvis du sammenlagt højst har været to måneder afsted pr. kalenderår. Dog skal du have beholdt din bopæl i Danmark, Færøerne eller Grønland, imens du var i udlandet.

Hvis du har været på militær mission for den danske stat under instruktion af forsvaret, regnes den periode også som ophold her i riget. Det samme gælder ophold i udlandet, hvor du af den danske stat er stillet til rådighed for militær mission under instruktion af udenlandsk eller international myndighed.

Beskæftigelseskrav

Du skal have haft almindelig fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder (4810 timer) inden for de seneste 10 år for at opfylde beskæftigelseskravet. 

Du er omfattet af beskæftigelseskravet, hvis du er udlænding, som første gang blev folkeregistreret efter 1. januar 2008. 

Derudover er alle danske statsborgere og udlændinge omfattet af beskæftigelseskravet, hvis de lever op til disse tre kriterier:

  1. Du har haft en udlangsophold på mere end 12 måneder i træk og er efterfølgende rejst ind i riget 1. januar 2008 eller senere.
  2. Du har haft folkeregisteradresse i riget med virkning før 1. januar 2008.
  3. Du ansøger eller genansøger om uddannelses- eller kontakthjælp d. 1. januar 2019 eller senere.  

Undtagelser for opholds- og beskæftigelseskrav

Hvis du er EU/EØS-borger, så er du undtaget fra opholds- og beskæftigelseskravet gælder ikke, i det omfang du efter EU-retten er berettiget til hjælpen.

Hvis du som dansk statsborger har opholdt dig i et andet EU/EØS-land i mere end et år, og får behov for hjælp fra det offentlige ved hjemkomsten, lægges vægt på den tilknytning, du har til Danmark. Du skal selv give kommunen de oplysninger, der er nødvendige for, at vi kan afgøre, hvilken kontanthjælpssats du har ret til.

Beskæftigelseskravet gælder ikke for følgende pensionstyper:

  • Førtidspensionister
  • Seniorpensionister og tidlige pensionister, der ikke modtager fuld førtidspension, seniorpension eller tidlig pension efter lov om social pension (på grund af betingelserne om optjening eller på grund af en tilsvarende pension fra et andet EU-/EØS-land)
  • Personer, der har nået folkepensionsalderen.
  • Personer, som har ophold efter særloven for Ukrainere er undtaget fra beskæftigelseskravet.

Arbejdspligten er en del af den nye kontanthjælpsaftale. 

Hvis du modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, så er du omfattet af arbejdspligten fra 1. januar 2025. 

Hvis du modtager kontanthjælp på mindstesats fra 1. juli 2025, så bliver du også omfattet af arbejdspligten.

Hvad betyder arbejdspligt?

Arbejdspligt betyder, at du som udgangspunkt skal deltage kontinuerligt i 37 timers indsats om ugen.

Indsatsen kan bestå af virksompraktik, nytteindsats og i begrænset omfang vejledning og opkvalificering.

For en begrænset målgruppe kan arbejdspligten også bestå af danskuddannelse.

Arbejdspligten indfases i en overgangsperiode:

  • Personer, der bliver omfattet af arbejdspligten fra 1. januar 2025, skal være påbegyndt indsatsen i arbejdspligten senest den 30. juni 2025.
  • Personer, der bliver omfattet af arbejdspligten i perioden 1. til 30. juni 2025, skal påbegynde indsatsen i arbejdspligten inden for en måned.
  • Personer, der bliver omfattet af arbejdspligten i perioden 1. juli til 30. november 2025 skal være påbegyndt indsatsen i arbejdspligten senest den 31. december 2025.
  • Personer, der bliver omfattet af arbejdspligten efter 1. december 2025 skal påbegynde indsatsen i arbejdspligten inden for en måned efter bevilling af hjælp til forsørgelse.

Fra 1. juli 2025 afskaffes en række regler og ydelser på kontanthjælpsområdet:

  • Kontanthjælpsloftet
  • 225-timersreglen
  • Særlig støtte til høje boligudgifter for kontanthjælpsmodtagere
  • De særlige satser for unge under 30 år med specifikke psykiske sygdomme
  • Aktivitetstillæg
  • Barselstillæg
  • Graviditetstillæg
  • Danskbonus
  • Uddannelseshjælp
  • Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse

Du er omfattet af et boligstøtteloft, hvis du er gift eller samlevende og modtager forhøjet sats. 

Hvis du er omfattet af boligstøtteloftet, kan du højst modtage 363 kroner i boligstøtte pr. måned.

 

Søg boligstøtte på borger.dk

Hvis du i dag er omfattet af kontanthjælpsloftet eller af andre årsager ikke har søgt boligstøtte, kan du være berettiget til at modtage boligstøtte efter den 1. juli 2025.

For at få boligstøtte fra den 1. juli 2025 skal du søge senest den 30. juni 2025.

Søg boligstøtte på Borger.dk

Du kan få tilskud til fritidsaktiviteter, hvis du har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn, som har bopæl på din adresse. Fritidstillægget gælder fra den 1. juli 2025.

Du kan højst få udbetalt fritidstillæg til tre børn.

Fritidstillægget må bruges på følgende udgifter:

  • fritidsaktiviteter
  • kulturtilbud
  • sociale skole- og institutionsarrangementer
  • udstyr til uddannelse

Satser for fritidstillægget

Fritidstillægget er skattefrit og udgør 466 kroner pr. måned pr. barn i 2025.

Hvis du har ret til tillæg som enlig forsørger, bliver fritidstillægget reduceret til en fjerdedel. I 2025 svarer det til 116,5 kroner pr. måned pr. barn.

Fritidstillægget udbetales, når du har været på kontanthjælp i tre måneder.

Du skal sende dokumentation

Du skal dokumentere, at du har brugt minimum en tredjedel af det udbetalte beløb til de godkendte udgifter, dvs.: enten fritidsaktiviteter, kulturtilbud, sociale skole- og institutionsarrangementer eller udstyr til uddannelse.

Du skal sende dokumentationen hver tredje måned. Første gang du skal indsende dokumentation er efter, du har fået udbetalt fritidstillægget i tre måneder.

Hvis du ikke sender dokumentation, vil udbetaling af fritidstillægget stoppe. Du kan få udbetalt fritidstillæg igen, hvis du sender dokumentation. Udbetalingen vil ske fra den efterfølgende måned, efter du har sendt dokumentationen til din kommune.

Dokumentationen skal indsendes via borger.dk selvbetjeningsløsning.

Hvis du er undtaget fra digital selvbetjening, kan du indlevere dokumentationen i Borgerservice til Ydelsescenteret.

 

Personer i kontanthjælpssystemet kan få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin, hvis særlige betingelser er opfyldt.

Medicintilskud til dig, som modtager kontanthjælp

Alle borgere, der har modtaget kontanthjælp i 12 ud af de seneste 18 måneder, har ret til gratis tilskudsberettiget medicin.

Medicintilskud til dine børn

Dine hjemmeboende børn kan også få dækket egenbetaling af tilskudsberettiget medicin, hvis du modtager kontanthjælp.

Børn har ret til medicintilskud, hvis de er under 18 år og bor hos en forælder, der er berettiget til kontanthjælp.

Hvordan får jeg tilskud til medicin?

Tilskuddet bliver ydet direkte på apoteket, når du henter din medicin. Du skal altså ikke selv lægge ud for medicinen.

Du skal være opmærksom på, at tilskuddet kun dækker det billigste medicin-præparat. Hvis det billigste medicin ikke er på lager på apoteket, må du enten vente på, at det kommer på lager igen eller hente medicinen på et andet apotek.

Det nuværende indtægtsfradrag bliver lempet, så du får større gevinst ved at arbejde ved siden af din kontanthjælp.

Hvor meget du kan få i indtægtsfradrag (fribeløb) ved arbejde afhænger af, hvilken kontanthjælpssats du er på. Det kan du læse mere om herunder.

Forhøjet sats

Hvis du modtager forhøjet sats, er dit fribeløb 2.600 kroner. Det betyder, at du kan tjene op til 2.600 kroner om måneden, uden at pengene modregnes din kontanthjælp.

Hvis du tjener mere end 2.600 kroner, vil 65 procent af din arbejdsindkomst blive fratrukket i kontanthjælpen.

Hvis du samlet får en indkomst, der svarer til 21.092 kroner (kontanthjælp +tillæg +lønindtægt), vil lønindtægten blive fratrukket krone for krone i kontanthjælpen.  

Mindstesats eller grundsats

Hvis du modtager mindstesats eller grundsats, vil du have et fribeløb på 5.200 kroner. Det betyder, du vil kunne tjene 5.200 kroner om måneden, uden du bliver trukket i kontanthjælpen.

Hvis du tjener over 5.200 kroner, vil 65 procent af din arbejdsindkomst blive fratrukket i kontanthjælpen.

Hvis du samlet set får en indkomst, der svarer til 17.928 kroner (kontanthjælp +tillæg +lønindtægt), vil lønindtægten blive fratrukket krone for krone i kontanthjælpen.

Hjemmeboende sats

Hvis du modtager kontanthjælp med sats som hjemmeboende, har du ikke et fribeløb. Hvis du tjener penge, fratrækkes 65 procent af arbejdsindkomsten i din kontanthjælp.

Sådan opgøres arbejdsindtægterne

Den del af din arbejdsindtægt, som skal fradrages i kontanthjælpen udgør din bruttoløn fratrukket ATP, arbejdsmarkedsbidrag, henlagte feriepenge og kollektive pensioner i arbejdsindtægterne.

Hvis du er på stu-forløb

Hvis du deltager i en Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu), vil der først blive modregnet arbejdsindtægter i din kontanthjælp, når du har tjent 29.738 kroner pr. år.