Miljøgodkendelse til særligt forurenende eller støjende virksomheder
Store virksomheder, der forurener meget, skal søge om miljøtilladelse før opstart af virksomheden. Særligt støjende virksomheder som renseri og autoværksteder, skal anmeldes til Stevns Kommune inden de etableres.
Du må ikke etablere en godkendelsespligtig virksomhed, før du har fået en miljøgodkendelse. Du kan kontakte Center for Teknik & Miljø for at få vejledning om miljøforhold og få svar på om din virksomhed er omfattet af lovgivningen.
Se hvilke virksomheder, der er omfattet af lovgivningen i Bilag 1 og 2 i godkendelsesbekendtgørelsen på retsinformation.dk.
Hvis du vil etablere en støjende virksomhed som f.eks. et renseri eller et autoværksted, skal du anmelde det til Stevns kommune.
Vejledning til miljøgodkendelse og -tilsyn
Søg miljøgodkendelse
Din ansøgning om miljøgodkendelse skal
- Indeholde oplysninger om virksomheden – se hvilke oplysninger i bilag 1 i godkendelsesbekendtgørelsen på retsinformation.dk
- Virksomheden skal placeres i overensstemmelse med Stevns Kommunes kommuneplan og lokalplan.
Du er meget velkommen til at kontakte os inden du sender ansøgningen, så vi sammen kan afklare, om der er ting du skal være særligt opmærksom på.
Det er et grundlæggende krav i miljøbeskyttelsesloven at din virksomhed skal begrænse forureningen mest muligt, ved at anvende de bedste teknikker.
Læs om Best Available Techniques (BAT) på miljøstyrelsens hjemmeside.
Hvor meget må din virksomhed støje
Støjkravene til en virksomhed afhænger af, hvilket område, din virksomhed ligger placeret i. I erhvervsområder er kravene ikke så skrappe, som i områder med boliger eller rekreative områder.
Der kan stilles særlige krav til virksomheder, hvis støjen kan påvirke områder i nærheden for f.eks. boligområder.
For bolig eller rekreative områder er der forskellige grænser for støjniveauet for dag, aften og nat.
Miljøtilsyn
Stevns Kommune skal føre regelmæssigt miljøtilsyn med listevirksomheder, branchevirksomheder og mindre forurenende virksomhederne. I bekendtgørelsen om brugerbetaling kan du se, hvilke typer af virksomheder kommunen fører miljøtilsyn med.
Brugerbetaling for miljøgodkendelse og -tilsyn
Stevns Kommune tager betaling for den tid, der bruges på miljøgodkendelser og -tilsyn.
Miljøministeriet fastsætter gebyret, som bliver opkrævet en gang årligt. Det dækker over perioden 1. november til 31. oktober.
Se timesatser på brugerbetaling for godkendelse og tilsyn på miljøministeriet
Anmeld etablering af autoværksted
Hvis du vil etablere et autoværksted, skal du anmelde det til Stevns Kommune. I branchebekendtgørelsen for autoværksteder kan du se, hvilke oplysninger anmeldelsen skal indeholde. Her kan du samtidig få overblik over de miljøkrav, der er sat for autoværksteder.
Læs branchebekendtgørelsen for autoværksteder på retsinformation
Hvis Center for Teknik & Miljø ikke har gjort indsigelse inden 4 uger efter modtagelsen af en anmeldelse, kan bygge- og anlægsarbejder påbegyndes.
Anmeld etablering af renseri
Hvis du vil etablere et renseri, skal du anmelde det Stevns Kommune. I branchebekendtgørelsen for renserier kan du se, hvilke oplysninger anmeldelsen af renserier samt ind- og udleverings sted for renserier skal indeholde. Du skal underrette kommunen 14 dage, før du indretter et ind- eller udleveringssted.
Her kan du samtidig få overblik over de miljøkrav, der er sat for renserier.
Opbevaring af olie og kemikalier
Som virksomhed skal du håndtere og opbevare olie og kemikalier forsvarligt. Det kan være i form af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer samt affald.
Læs forskrift for håndtering og opbevaring af olie og kemikalier (pdf)
